Om Dansk Producerforbund
Dansk Producerforbund er en faglig organisation, der repræsenterer danske producere inden for spillefilm, tv-serier og dokumentarer. Forbundet arbejder for at fremme medlemmernes arbejds- og lønvilkår og for at synliggøre og styrke produceres faglighed og betydning i den danske audiovisuelle industri.
Producere spiller en central rolle i udviklingen og realiseringen af film og serier – kreativt, økonomisk og organisatorisk. Alligevel har producergruppen historisk været blandt de sidste faggrupper til at blive organiseret. Samtidig er der begrænset viden om produceres konkrete vilkår og arbejdsliv. Det har skabt behov for en fælles stemme og et samlet fagligt ståsted.
Værdier og tilgang
Dansk Producerforbund ønsker at være en pålidelig og tydelig stemme for producere i Danmark, et attraktivt fagligt fællesskab for medlemmerne og en demokratisk og transparent organisation.
Forbundet bygger på en grundlæggende overbevisning om, at producere skaber både kreativ og økonomisk værdi, og at samarbejde og dialog er afgørende for branchens udvikling. Bæredygtighed, økonomisk såvel som ressourcemæssig, samt fagligt og politisk samarbejde, også internationalt, er centrale for branchens fremtid.
Vores rolle
Dansk Producerforbund repræsenterer og varetager medlemmernes interesser over for arbejdsgivere, støtteordninger, broadcastere og streamere, interesseorganisationer og i den offentlige debat. Forbundet arbejder for at tydeliggøre produceres funktioner og ansvar, styrke deres faglighed og sikre bedre vilkår, herunder løn, rettigheder og juridisk støtte.
Fremadrettet
Forbundet arbejder langsigtet for at indgå overenskomster med regulerede arbejds- og lønvilkår, støtte medlemmer juridisk og fagligt ved ansættelse, sygdom, opsigelse samt indsamle og dele viden om produceres vilkår og arbejdsområder. Målet er at styrke producernes faglige position og bidrage positivt til udviklingen af den danske film- og tv-branche.
Hvem er vi
Forbundets bestyrelse består af:
Mille Bjørke
Anne Falkesgaard
Jennifer Green
Lea Løbger
Sara Namer
David Østerbøg
