Producere har et stort ansvar for at få produktioner i mål. Men ansvaret følges ikke altid af trygge rammer for deres eget arbejdsliv. Mange står mellem rollen som leder og lønmodtager og falder mellem branchens eksisterende faglige strukturer.
Det satte vi fokus på under mødet, hvor Lea Løbger, Pelle Folmer Nielsen og David Østerbøg deltog på vegne af Dansk Producerforbund.
Offentlig støtte skal også gavne dem, der laver produktionerne
Vores budskab var klart: Når offentlige midler går til film- og tv-produktioner, skal der følge et tydeligere ansvar for arbejdsmiljø og ordnede arbejdsforhold med. Det handler om, at de mennesker, der får produktionerne til at lykkes, også skal kunne skabe et stabilt arbejdsliv og leve af deres fag.
Fra Dansk Producerforbund fremhævede vi, at et for stort økonomisk pres på produktionerne kan gå ud over både arbejdsvilkår og kvalitet. Derfor er det afgørende, at ambitionerne for dansk indhold følges af realistiske rammer for dem, der skaber det.
Vi tager budskabet videre
Mødet er et skridt i vores arbejde for at give producerne en tydeligere politisk stemme. Vi samler nu vores konkrete forslag til de kommende medie- og filmaftaler og tager dem videre i dialogen med flere partier og Folketingets Kulturudvalg.
Målet er at få ordentlige arbejdsvilkår tænkt ind i de politiske rammer for branchen. Producerne skal kunne holde til – og leve af – det arbejde, de brænder for.
