22. maj 2026

Ny europæisk rapport: Producere arbejder under massivt pres

Danske og europæiske producere peger på de samme problemer

Billede til nyheden Ny europæisk rapport: Producere arbejder under massivt pres
Foto: EAVE

Den europæiske producerorganisation EAVE har udgivet sin rapport fra Impact Think Tank 2026. Rapporten peger på, at europæiske producere og producenter arbejder under betydeligt pres, og den spejler konklusionerne fra Dansk Producerforbunds undersøgelse af danske produceres arbejdsvilkår tidligere i år.

I vores undersøgelse svarede 66 % af producerne, at de oplever deres jobsikkerhed som usikker eller meget usikker. Samtidig peger over halvdelen på et konstant højt arbejdspres som en af branchens største udfordringer, og mange oplever at skulle stå til rådighed langt ud over normal arbejdstid uden yderligere kompensation. Næsten hver tredje producer har været sygemeldt med stress.

Læs vores arbejdsmiljørapport her.

De samme problematikker går igen i EAVE-rapporten, der fremhæver den stigende følelsesmæssige og administrative belastning på producere, som både skal sikre finansiering, holde produktioner sammen, håndtere medarbejdertrivsel og navigere i stadig mere komplekse støtte- og rapporteringskrav.

Rapporten peger på, at producernes mentale sundhed ikke kan reduceres til individuel robusthed eller bedre balance mellem arbejde og fritid. Problemerne er strukturelle og hænger tæt sammen med branchens arbejdsvilkår og finansieringsmodeller. Det er en virkelighed, som danske producere kan genkende.

Rapporten understreger behovet for mere bæredygtige rammer for produceres arbejde og efterlyser politisk handling. Den beskriver desuden en række initiativer og indsatser, som arbejdsgivere, støtteinstitutioner og politiske aktører kan arbejde videre med.

Læs EAVE's rapport Impact Think Tank 2026 her.

I Dansk Producerforbund arbejder vi målrettet for at forbedre produceres arbejdsvilkår og for at området bliver en del af det kommende medieforlig.

Hvis vi ønsker en stærk, innovativ og bæredygtig dansk audiovisuel branche, kræver det også bæredygtige vilkår for de mennesker, der former rammerne og får produktionerne til at hænge sammen fra start til slut.

Relaterede nyheder